På denne tid af året er de store GNU/Linux distributioner ved at være færdige med at levere deres halvårlige udgivelser, Fedora som en af de sidste.
Ubuntu fik en rimelig hård medfart af mange rundt omkring på nettet, der har i hvert fald været mange som har haft problemer af den ene eller den anden slags. Det plejer der nu at være, og om det er flere denne gang vil jeg ikke gisne om.
Så det ligger lidt lige til at frygte (måske lidt ubevidst) at der kunne være generelle problemer med de nuværende versioner af softwaren som udgør en fælles nævner mellem distributionerne – og også at Fedora skulle være buggy. Der var i hvert fald ugen før release snak om at udgivelsen muligvis skulle skubbes lidt.
Den potentielle frygt for at der skulle være problemer viste sig (for mig at se) at være fuldstændigt uberettiget. Jeg må nok sige at det er den mest solide Fedora release jeg har oplevet!
I forbindelsen med udgivelsen af Fedora 12 havde jeg besluttet at nu skulle skiftet til 64-bit versionen være (x86-64).Ting der tidligere blokerede for en god oplevelse med at køre en ren 64-bit udgave er blevet løst. SUN’s java fås i en 64-bit udgave med plugin, og Adobe har frigivet en alpha af deres Flash player til x86-64 hvilket skulle være rimelig stabilt. Alligevel var jeg ikke helt sikker på hvad jeg skulle forvente af 64-bit systemet.
Det første medie jeg forsøgte at boote på var en usb-flash stick. Booten fejlede grumt, den kunne ikke finde rod partitionen. Ærgeligt, pennen var lavet med UNetbootin og fungerede fint da Fedora 11 skulle installeres. Da jeg havde tjekket checksummen for imaget jeg havde hentet, måtte jeg jo bare ofre en brændbar cd.
CD’en bootede uden videre bøvl og en nydelig boot med plymouth var hvad man fik. Fedt tænkte jeg, KMS virker!
Installationen forløb fejlfrit, og næsten med default settings. Der skulle lige vælges keyboard layout og partitioneringen ville jeg selv stå for, bl.a. så jeg kunne genbruge min gamle home partition.
Da jeg bootede ind i mit ny installerede miljø (efter en triviel post-installations konfiguration) blev jeg mødt med hvad jeg må beskrive som det til dato mest polerede Linux system. Alt kørte simpelhen smooth.
En af de features jeg havde set lidt frem til ved Fedora 12 må siges at være KMS og de eksperimentelle mesa dri drivere (sagt på en anden måde 3d acceleration til mit ATi R700 baserede grafikkort). KMS virker smukt på maskinen her, og efter installation af mesa-dri-drivers-experimental, måtte jeg konstatere at compiz kunne køre fint.
Der er muligvis et issue med driverne da nautilus vinduer har det med at vise sort baggrund – hvilket gør det umuligt at læse teksten på ikonerne. Men farverne bliver normale igen ved at lukke nautilus og åbne et nyt vindue. Lidt underligt.
Der er også lige et par nags mere, som jeg syntes værd at nævne.
Genveje på Gnome’s panel har fået en irreterende stor afstand imellem sig.
Der næst er default IM programmet blevet skiftet fra Pidgin til Gnome’s Empathy. Og jeg må mildest talt sige at jeg er skuffet. Programmet opfører sig ret bizart. Når man skriver tekst i et chat vindue vokser vinduet i breden hvis teksten bliver længere end indput boksen – i stedet for at skifte til en ny linje. Helt hen i skoven. Der ud over er der nogle gange en del af vinduet som viser hvem samtalen man har gang i er med, andre gange er det der ikke.
Det skal nu ikke lyde som om at der ikke er råd for at få det fikset. En hurtig ‘yum install pidgin’ og så var det problem ude af verdenen.
Installationen af SUN’s Java var lidt af en udfordring. Måden jeg tidligere har fået Java til at trille helt tilbage fra Fedora 9 har været som beskrevet på http://fedorasolved.org/browser-solutions/java-i386. Det ville også virke langt hen af vejen, bortset fra .so-filen som er pluginet. I mappen plugin var der ikke noget som indeholdt en brugbar .so-fil.
Efter lidt leden rundt fandt jeg i <java install dir>/lib/amd64 en fil som hed libjavaplugin_jni.so. Yes tænkte jeg, det må da være 64-bit plugin’et.
Ak nej, det var det ikke, Firefox ville i hvert fald ikke kendes ved noget java plugin. Så efter en dans med Google var blev jeg klogere. Jeg havde fundet det rigtige dir, filen der skulle loades hedder bare libnpjp2.so. Som sagt så gjort, og Firefox var glad.
Så er der det med Adobes Flash. Skidtet er lidt svær at slippe uden om, alphaen af flashplayer 10 til 64-bit Linux skulle efter sigende være temmelig stabil. Umiddelbart har jeg ikke oplevet problemer med afspilleren de få gange det har været aktuelt at bruge den. Og den virker til at have lige så elendig performance som dens 32-bit modstykke.
Så er der et issue omkring RAM forbruget. Maskinen her har 2GB at gøre godt med, og ved normal brug på Fedora 11 i 32-bit udgaven sjældent over en halv GB. I skrivende stund, men samme programmer åbne har den gladeligt brugt knap 700MB.
Uden at have undersøgt det nærmere virker det som om at den stille og roligt spiser mere og mere ram, hvilket kunne lugte lidt af en memory leak et eller andet sted. Jeg har dog ikke haft mulighed for at undersøge det ret meget nærmere, men det burde ikke tage lang tid at lave et lille script til at samle ram forbruget minut for minut og lave lidt analyse af dataene.
På trods af ovennævnte nags, så er det i udstrakt grad kun små ting som ikke generer videre. Og oplevelsen af Fedora 12 på min workstation, er nu engang næsten udelukkende positivt. Systemet kører dejligt hurtigt og det hele virker godt poleret. Den anden del af det her bliver om 32-bit udgaven på min efterhånden halv gamle bærbar.