Det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg stort set kun anvender Linux på mine computere i dagligdagen. Jeg har dog en dual boot konfiguration på min bærbar med den Windows XP som fulgte med da jeg købte den i sin tid. Der er nogle ting som desværre kræver at man har sådan en, men det sker sjældent og der er langt imellem jeg får bootet Windows.
Jeg priser mig også lykkelig for at der er så langt mellem mine besøg i Windows land. Det kan godt være at Windows XP er ved at være aldrende og at det derfor ikke er fair at sammenligne min oplevelse med det med de Linux systemer jeg normalt bruger, men det gør jeg nu engang.
Booten af Windows går ganske fint og rimelig snappy bliver man mødt med login boksen, men derefter begynder tingene at halte. Der går sindsygt lang tid fra mit password er accepteret til at jeg egentligt kan bruge computeren. Lidt hen af vejen dukker skrivebordet med ikoner og diverse op, men stadig går der en god rum tid før at der sker noget ved at trykke på noget af det.
Da desktoppen endelig begynder at virke, begynder straffen for ikke at have haft Windows startet op i lang tid at komme. Guderne må vide hvor mange programmer der ikke hopper op med budskabet “opdatér mig!”. Antivirus, flash og java bare for at nævne nogle stykker.
Opdateringen af antivirussen var ikke lige sådan, der var kommet en hel ny udgave og licensen skulle fornys. Magen til bøvl skal man da længe lede efter. Og da den endelig var blevet færdig med at opdatere/installere, så ville den gud hjælpe mig have at jeg skulle genstarte. Nej tak! Skal jeg bruge 10 minutter igen på at blive klar til brug!?
Oh well efter den håndfuld krumspring var overstået så kunne man da få lov at opdatere sin telefon – det var jo det som Windows var blevet startet op for at jeg kunne gøre?
Nope, så heldig skulle jeg ikke være. Nokia’s Phone suite skulle lige opdateres. Og da det var gjort, tjah gæt engang hvad der den så ville? Det er nemlig rigtig, den ville have computeren genstartet! Gud fri mig vel, så bøjede jeg mig for presset, og omkring 10 minutter senere med Nokia’s ny opdaterede Phone suite klar fik jeg lavet en sikkerhedskopi af telefonens indhold.
Hurra nu kunne jeg da få lov at opdatere? Nej, heller ikke. Nokia Phone updater skulle da lige hente sig en opdatering. Imens den tyggede på den, begyndte jeg at tænke over om den nu mon også ville afkræve mig en genstart. Heldigvis gjorde den ikke, så lettere lettet kunne jeg da sætte opdateringen igang – hvilket da også gik smærte frit der fra.
Det jeg egentligt gerne vil fortælle med det her er lidt at jeg ikke savner Windows verdenen. Måden hvor på software opsættes og vedligeholdes på Windows (godt nok Windows XP, men der er mig bekendt ikke kommet mere styr på det siden) er simpelhen horribel. Genstarter her og der. En desktop som er ubrugelig indtil adskildige minutter efter den bliver præsenteret en, og for den sags skyld også ualmindelig sløv når et installations program er ved at opdatere et eller andet.
Når jeg får disse oplevelser så undre jeg mig godt nok meget over at der er folk som frivilligt vil bruge det system. Det kan være at min oplevelse er så exceptionelt dårlig fordi at der er langt imellem jeg anvender systemet og at tingene så hober sig op. Det kan også være at folk vender sig til den slags, lige som jeg har vendet mig til dem som der er ved at anvende Linux. Men for mig virker problemerne med i Windows land til at være langt større end de er med Linux.
Det vil være uretfærdigt at smide hele skylden på Microsoft, men noget af den må de have. En stor del er nok grundet de 3.-parts programmer som jeg nu engang har behov for. Eksempelvis kunne Nokia have konsolideret deres program til kun at skulle opdatere én gang og så var det hele som det skulle være.
Anyways, min telefon blev opdateret og jeg har længe forladt Windows land for denne omgang – lækkert. Men jeg kan ikke helt lade være med at tænke over hvilke grusomheder jeg skal igennem næste gang jeg har brug for at lave noget der.