Kategori arkiver: Hardware

Microsoft skatten

At Poul-Henning Kamp (PHK) ikke fik medhold i byretten er vel både godt og skidt. Som han selv skriver på sin blog så lykkedes det ikke at gå den hurtige vej, men så skal den lange kamp kæmpes.

Det lyder altså til at han vil gå den seje vej med konkurrencestyrelsen, hvilket jeg kan se store perspektiver i, hvilket jeg vil komme tilbage til om lidt.

For dem som ikke har en idé hvad “Microsoft skatten” er, må det nok hellere uddybes. Det er stort set umuligt at købe en ny færdig lavet computer uden at man også har en Microsoft Windows licens med i pakken. Dvs. hvis man vil have en ny bærbar, så hænger man på en Windows-licens, hvad enten man skal bruge den eller ej.
Da Windows er et kommercielt produkt og således koster penge, må det udgøre en del af produktets samlede pris. Altså selve computeren og software (Windows + det løse). For dem som har et behov for en Windows licens er det et fint køb.

Da det ikke umiddelbart er muligt at slippe for den licens, er det blevet døbt “Microsoft skatten”.

Men hvad med de folk som ikke ønsker at anvende den licens?

PHK ønsker ikke at anvende den licens, og da Lenovo ikke ville refundere den sum penge som Windows licensen måtte udgøre, trak han dem i retten. Licens aftalen (skrevet af Microsoft) lød til at man kunne få refusion for den uønskede licens. Dette er sket i andre lande (også indenfor EU).

Afgørelsen faldt ikke ud til PHK’s fordel, umiddelbart, hvorfor kan man jo passende selv undersøge. Det lyder dog til at PHK ikke er færdig nu, så det ryger som nævnt nok videre til konkurrencestyrelsen – og så er vi ved at være til de perspektiver som jeg ville komme tilbage til.

Der kan ikke være nogen tvivl om at praksis med at tvangsbundle en computer (hardware) med et operativ system (OS) (software) er konkurrence forvridende.  Det gør det ikke bedre at det tvangsbundlede OS står med en markedsandel som stiller det i en monopol ligene situation.

Langt de fleste forbrugere må formodes at ville være glade for at de kan gå ned og købe en computer, tage den hjem og tænde den og så uden noget reelt bøvl være klar til at bruge den. Det er helt klart noget som ikke bør ændres. Den almindelige forbruger skal stadig have nemt ved at købe og anvende en ny computer.

For at skabe mulighed for konkurrence, kunne der lovgives at en computer som en pc (eller Mac for den sagsskyld)  (ikke som en spille konsol) ikke må sælges med et OS uden samtidig at tilbyde samme produkt uden et OS. Der ud over skal modellen uden OS have en lavere pris tilsvarende værdien af den software (OS’et) som ikke følger med.
Den model ville formodenligvis give problemer, da ret få mennesker ville købe udgaven uden OS. Dog vil det gøre forbrugeren opmærksom på at eksempelvis en pc ikke er lige med Windows, og at dette har en pris. Samtidig vil det åbne for muligheden at folk vil få kendskab til alternativer, hvorved monopol situationen måske kan ændres.

Hvis en butik skulle have to modeller af en computer til at stå, ville det nok give ret meget bøvl. En mulig løsning, omend suboptimal, kunne være at levere computeren med Windows på som ville starte op, men kræve en aktivering for at fungere. Aktiveringen af softwaren skulle så købes som “ekstra” til computeren.
I sagen mellem PHK og Lenovo, blev der nævnt nogle certifikater i en chip på bundkortet. Disse kunne passende blive valideret ved indtastningen af aktiveringen og således vil problem stillingen være overstået.

Nu nævnte jeg Mac tidligere. Ligeledes her mener jeg det bør være muligt at købe en computer af Apple, uden også at være tvangsfodret med OS X. Om det er muligt i dag ved jeg ikke, men der burde være lige vilkår på “PC” og “MAC” markedet. Jeg mener ikke at Apple skal tvinges til at sælge deres OS til gud og hver mand, men tvangsbundlingen mellem computer og OS bør forbydes. Ellers er det med til at opretholde monopil situationen.

Speciale tid

Det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg er i gang med civilingeniør studiet, ej heller skal det være en hemmelighed at jeg sådan set kun mangler mit speciale før jeg kan kalde mig selv civilingeniør.
Som led i det vil siden her få en anden blog tilknyttet som vil blive brugt til det formål. Om den vil være interessant at kigge på for andre end min vejleder og jeg selv skal jeg ikke kunne sige, men den kommer til at fungere som en journal eller log over hvad jeg får læst og kommer frem til. På den måde bliver det forhåbentlig lettere at holde styr på hvad og hvornår når engang selve rapporten skal skrives færdig.

Specialet kommet til at omhandle Linux kernens realtids egenskaber på den hardware platform som anvendes af Ingeniør Højskolen Århus (IHA). Platformen er Devkit8000 (en Beagleboard klon) som har en TI OMAP processor som er baseret på ARM’s Cortex-A8 arkitektur.

Men alt dette skal der nok dukke en masse mere op om på et senere tidspunkt :)

En anden side bemærkning er at Nokia igen har frigivet en software opdatering til E71. Og som sidste gang bliver jeg ved med at blive overrasket over hvor håbløst det er at skulle starte min Windows XP installation op for at kunne bruge tre gange så lang tid på at opdatere software som det tager at smide ny firmware på telefonen.
Oh well, det er godt at det ikke er ofterer…

High-end grafik chips strømforbrug

“De må jo være sindsyge!” var min første tanke da jeg læste at nVidia i 11. time har ændret TDP (Thermal Design Power) for deres næste generation af grafikchips.

Det er ikke så meget ændringen, eller jo det er det også, men det er i det hele taget de svimlende effektforbrug som chipsne er oppe på der chokkerer mig.

Ok, jeg har ikke fulgt vanvittigt meget med i udviklingen af high-end grafik chips i de sidste år, men helt ærligt, det her er jo tosset!

Artiklen som får mig til at farre i blækhuset er denne: http://ing.dk/artikel/107279-kunder-stiktossede-over-nvidias-nye-grafikchip

Om det bliver 275 eller 325 Watt for at køre grafikprocessoren betyder ikke det helt store i den sammenhæng, for det er jo grotesk store tal. Det er jo et strømforbrug som er højere end hvad er rimeligt for en normal desktop computer.

Kort baseret på så strømslugende grafikchips er nok også rettet imod to-tre segmenter. “Gameren” som vil have absolut flest FPS ud af sine spil, folk i CAD branchen, og så som tal knusere til videnskablige formål.

“Gameren” kan man på ingen måde snakke med. Der skal bare det absolut nyest på bordet, og bliver el-måleren rundtosset, well, shit happens.

Folk i CAD branchen, tjah, jeg ved nu snart ikke. Med hurtigere chips bliver flere ting jo også muligt, og beregninger / renderinger går nok også hurtigere. Men det er nok lidt et spørgsmål om for hvor mange et så højt strømforbrug kan retfærdiggøres?

For det sidste hvor der skal knuses tal kan man nok diskuterer om der ikke vil være en fordel blot at anvende flere, langsommere men mere energi-effektive kort?

Sagt på en anden måde, hvor er retfærdiggørelsen af så energi krævende grafik chips?
Jeg ser den nemlig ikke umiddelbart. Jo det driver udviklingen, meeen…

TDP er nu hvad chippen er designet til at kunne bruge. Det betyder jo nok ikke at den gør det. I hvert fald ikke altid. Der skulle være indbygget strømstyrring i chipsne så de slukker ned for dele af sig selv når de kan. Så det er jo nok ikke et konstant strømforbrug på 325 Watt en bruger af sådan et kort vil opleve. Men det er stadig ekstremt.

Som jeg kort nævnte i starten så er det ikke øningen af TDP som jeg ser som det største problem. Men jeg kan da godt se at det er et stort irritations moment for producenter med nærmest færdige maskiner i pipelinen baseret på de gamle tal.
Hvis øningen af TDP er fordi at nVidia har problemer med chipsne så kommer der jo nok en revision af chippen hvor fejlene er rettet. Men ikke desto mindre siger det nok om hvor hård konkurrencen på markedet er.

Når det så er sagt, håber jeg snart at producenterne får taget sig sammen og får sænket det strømforbrug. Det må være muligt at få sænket TDP kraftigt.